Om URC

Bag Urban Ranger Camp står tre brødre; Flemming, Glenn og Ole Jensen.

Med skabelsen af  VERDENS HØJESTE  indendørs high-roping bane i 50 meters højde tilføjede brødrene Jensen og Urban Ranger Camp i foråret 2013 en ny dimension til begrebet action og ekstrem aktiviteter.

brothers

Opvokset under barske kår på en roemark i Solbjerg syd for Århus er de flasket op på konstante fysiske udfordringer bror og bror imellem – fra rekordsætning i armbøjninger og halmballekast til hvem-tør-tisse-på-det-elektriske hegn og kravle op på toppen af laden og springe ud.

Lysten til at teste grænser og gøre vilde og tossede ting har brødrene taget med sig ind i voksenlivet, hvor de har fået afløb for deres eventyrlyst i et bredt udsnit af Danmarks militære-, politi-, brand- og redningsmyndigheder og som instruktører i teambuilding for en lang række virksomheder og organisationer.

Siden 2001 har brødrene Jensen huseret i højderne i de største af B&Ws legendariske værftshaller på Refshaleøen. Sammen med et hold af dedikerede instruktører udfordrer de hvert eneste år tusindvis af modige gæster på den indre vovehals og evnen til at samarbejde i grupper.

De tør – tør du?